Spækhuggerens 40-års jubilæum

 

 

Hans Erik Ortving – spækhuggerklubbens legendariske formand gennem adskillige år (D-17) – har undersøgt hvornår spækhuggeren så dagens lys første gang. Han siger:

 

"I en glimrende artikel af Jan Ebert i Berlingske Tidende, november 1993, fastslås at Spækhuggeren nu er 25 år gammel. Dette er dog en sandhed med modifikationer. 1968 og 1969 må - for at blive i symbolikken - betragtes som en graviditetsperiode.

 

Hvalers drægtighedsperiode er som bekendt lang. Men sandheden da? I klubbens tegningsarkiv findes en dateret tegning af en 35 m2 havkrydser med navnet Spækhugger. Dateringen siger januar 1970. Forskellige detaljer på denne tegning, blandt andet mastetoppen og kahytsvinduerne er dog endnu ikke de rigtige.

 

Peter Bruun sejlede Sjælland Rund 1969 i en flush-dækket prototype, der nærmest må betegnes som et for tidligt født uægte barn, der skulle gennem forskellige modifikationer for at blive en "rigtig" Spækhugger med den kendte overbygning i foråret 1970 på basis af nævnte tegning. Peter Bruun sejlede Sjælland rundt i 1970 i en Spækhugger som den ser ud i dag. Fødselsdatoen ligger altså et sted mellem januar og juni 1970, hvis datoen skal være den dag hvor det første Spækhuggerskrog blev søsat af kranen. Da både sjældent søsættes i Danmark i januar, februar eller marts ligger denne dato nok i april eller maj 1970.

 

Peter Bruun oplyser, at formen til overbygningen er fremstillet hos Ejvinds Plastbyggeri i Rantzausminde omkring foråret 1970. En kontakt til Ejvinds Plastbyggeri gav ikke noget resultat. Værftet er nedlagt for år tilbage og derfor kan datoen for søsættelse ikke fastslås ad den vej.

 

Per Bruun blev så kontaktet. Peters far har haft kameraet fremme til utallige Spækhuggersejladser og det var derfor muligt at han havde fotograferet søsætningen.

Per kunne kun oplyse, at søsætningen i foråret 1970 foregik på Sjælland.

 

Det er alt vi ved!"

 

Så spækhuggeren bliver 40 år i 2010.

 

Bestyrelsen er gået i gang med at drøfte jubilæet. Og vi er nået frem til følgende overskrifter:

 

1.            Jubilæums DM

 

               12. – 14. august 2010 med SUNDET Sejlklub som arrangør.

 

2.            Særsejladser

 

               -  kapsejlads a la Huggertoppen for klassens berømtheder

               -  weekend-sejladser til yndede udflugtsmål (Tunø, Hven m.v.)

 

3.            Jubilæumsbog, DVD, TV-udsendelse m.v.

               -  jubilæumsbog/logbog baseret på indsamlet billedmateriale

               -  DVD fra Sjælland Rundt

               -  TV udsendelse

 

Vi modtager meget gerne ideer fra medlemmerne. Så henvend jer blot lystigt til Bestyrelsen.